Tilbage Til Institution Efter Ferie: 4 Gode Råd Til Forældrene
Enhver forældre med børn i institution kender til de udfordringer, som er forbundet med at vende tilbage til hverdagen efter en lang ferie. Det kan være vanskeligt nok for en selv på jobbet, men også for ens børn er det hårdt at komme i gang igen.
De fleste børn vænner sig hurtigt til hverdagen i vuggestuen/børnehaven igen, men det er vigtig som forældre at forstå, at det er ret krævende for barnet. Der findes ting, som I kan gøre for at hjælpe jeres børn, og dem kan I høre mere om, hvis I læser med her nedenunder.
#1 Skab en sammenhæng mellem ferie og institutionsliv
Snak om institutionen i ferien
Børn glemmer ret hurtigt, så det kan være en rigtig god idé at snakke om institutionen, mens I holder ferie. Snak om noget, barnet har oplevet for nyligt i institutionen, eller om børnene/pædagogerne, som jeres børn plejer at tilbringe rigtig meget tid sammen med.
Lav en legeaftale
Har dit barn fået en ven eller veninde i institutionen allerede, så kan I måske få stablet en legeaftale på benene, og på den måde holde lidt fast i institutionslivet under ferien.
Send et postkort
Hvis I skriver et postkort sammen til institutionen, er der ret stor sandsynlig for, at postkortet faktisk først ankommer, når dit barn er tilbage igen. Dit barn kommer til at elske, at postkortet nu dukker op igen og vil få en sjov dag ud af at fortælle om ferien til børn og voksne.
#2 Forbered dit barn på at skulle tilbage til institutionen
Kig på billeder fra institutionen
Rigtig mange institutioner lægger løbende billeder op på deres intranet, og her kan I gå og se billeder sammen som en forberedelse på at vende tilbage til institutionen.
På med “ja-hatten”
Både børn og voksne elsker ferie, men vi voksne kan godt have en tendens til at gå lidt og mukke over, at ferien snart er slut, og hverdagen venter lige om hjørnet. Det smitter desværre af på vores børn, hvorfor du kan hjælpe dem rigtig meget ved at tage ja-hatten på i forhold til den kommende hverdag.
Find ud af, hvem der modtager dit barn
På den måde ved du, hvem du skal forberede dit barn på at møde i institutionen. Hvis barnet har en yndlingspædagog, så er det jo en fordel, hvis du ved, at denne er på arbejde, da du så kan snakke med dit barn om, hvor hyggeligt det bliver at se vedkommende igen.
#3 Gør ikke noget stort ud af den første aflevering
Du vil måske lige give et ekstra kram og kys, inden du smutter, og måske har du endda selv lidt svært ved at få sagt farvel. Desværre gør du bare dit barn en stor bjørnetjeneste. De er helt vant til rutinen og kommer ikke til at blive mindre kede af det af den ekstra kærlighed - snarere tværtimod. Aflever derfor dit barn, præcis ligesom du plejer.
#4 Husk at de mange indtryk trætter
Dette er vigtigt at huske på, når du får dit barn hjem igen. De har helt sikkert fået rigtigt mange indtryk i institutionen og vil være maks trætte, når de kommer hjem. Lad dem derfor slappe af og slippe for aktiviteter i den første uge efter ferien.